D. 21. november kl. 10.00:


Børnebiffen

Kortfilm for 4- og 5-årige i institutioner

Velkommen til en hyggelig formiddag med kortfilm for 4- og de 5-årige. I samarbejde med Det Danske Filminstitut viser vi en lille pakke kortfilm af høj kvalitet. Visningen tager ca. 40 minutter i alt. Det er gratis at deltage, men man skal bestille plads – det gøres på tlf. 3366 8427 eller kontakt@bkultur.dk. 

Programmet for d. 21. november:

Krig og kager
Kong Løve beslutter sig for at opsøge de tykke mennesker for at overtale dem til at dele deres mad med dyrene. Men det er menneskenes konge ikke meget for. De beskylder kong Løve for at ville stjæle deres mad. Da kong Løve flygter hjem, forfølges han af den tykke konges soldater. Men de er så tykke, at de ikke er meget værd som soldater. Deres tanks og biler fræser den tørre jord op. Og bedre bliver det ikke, da det pludselig begynder at regne.
Instruktion: Jannik Hastrup, Danmark 2005.

Birdland – Dream a Little Dream of Me
Tegnefilm-arketyperne og ærkefjenderne, katten og fuglen, kaster sig hæmningsløst oplagt ud i en drømmende duet, hvor Ella Fitzgerald lægger sin uovertrufne stemmepragt til den fede og (måske) farlige kat, mens Louis Armstrongs vidunderlige skærveknuserstemme pryder fuglens næb i denne susende, swingende genistreg.
Instruktion: Jannik Hastrup, Danmark 1995.

Med tog i Indien
Chloe på tre år er sammen med sin lillesøster Thea på togrejse i Indien. Det er varmt, og alle passagererne sover. Chloe prøver at vække dem med sin fløjte, men først da toget stopper ved en station, kommer der rigtig liv i folk.
Instruktion: Catherine Løfberg Kunze, Jacob Wellendorf, Danmark 2005.

SCHHHH!
Det er en tidlig morgen. Mor og far er trætte, men Louis og hans bedste ven, Dynen, er helt friske. Så de går på opdagelse. Og selv en almindelig lejlighed kan sagtens rumme fantastiske verdener. Louis og Dynen starter med en flyvetur ud over det store, vilde ocean. De kører i bil, de fægter, de kører i rutsjebane på en fantasi-savanne, og under stor ståhej dækker de også morgenbord. Men så går det galt!
Instruktion: Peter Hausner, Snobar Azedien, Danmark 2006.